Hvad laver fire akademikere på en maskinstation?

I foråret 2021 deltog Egekærslund i et 12-ugers projektforløb ”High Potentials”, hvor fire ledige akademikere rykkede ind på virksomheden, og fik til opgave at udforme en kommunikations- og markedsføringsstrategi, samt øge digitaliseringen af fakturerings- og regnskabsfunktionen. Projektforløbet blev ledet af konsulentbureauet LEAD THE TALENT i samarbejde med Odense Kommune og jobcenteret. 
Hvorfor deltog Egekærslund som casevirksomhed?
”Jeg har længe haft et ønske om, at vi som virksomhed blev bedre til at kommunikere til omverdenen om alt det vi går og laver, og få skabt en rød tråd i vores kommunikation. I en travl hverdag har markedsføringen og brandingen af virksomheden været lidt tilfældig. Jeg har savnet at være mere på forkant og få planlagt vores opslag i god tid. Vi skal være mere skarpe på hvad det er vi vil fortælle, til hvem og hvorfor” udtaler ejer Helle Lundsgaard. 
Travlhed fik også virksomheden til at sætte spot på, hvordan de kunne øge effektiviteten i arbejdet med fakturering og regnskaber. 

Hvad fik vi ud af det?

”Det har været super spændende, men også grænseoverskridende at lukke fire fremmede mennesker ind i ”førerbunkeren”. De har gennemanalyseret virksomheden og tvunget os til at reflektere over vores virksomhed – hvem er vi, hvad er vores værdier, målgrupper og udviklingsplaner, og hvad det er for en kernefortælling vi gerne vil have ud til omverden. Vi er virkelig blevet udfordret på mange nye begreber og en helt ny måde at tænke kommunikation på” siger Helle Lundsgaard.

Resultaterne af samarbejdet med de fire akademikere er allerede ved at blive synlige. Et nyt digitalt faktureringssystem er indført, og Helle er begejstret: ”Førhen overvejede jeg at ansætte en deltidsmedarbejder. Nu kan jeg sagtens klare opgaven selv”. En ny hjemmeside er også på vej, og brugen af sociale medier er ved at blive sat i system.

pic